Lidt af husets historie

Mads Hansen stiftede flere foreninger samt højskolen i Vester Skerninge. Det var nemlig sådan, at det han arbejdede for og de som ikke fandt forståelse eller støtte i hans fødesogn, det fandt han jordbund for her. Skønt det kun var den mindste part, såvel af ældre som yngre, som sluttede sig til ham, så fandt han ialtfald så mange trofaste venner og medarbejdere her, så hans foretagender kunne lykkes og trives.

Vel kom der ikke så mange elever herfra på højskolen, men de offentlige møder, som regel lørdag aften - hvor højskolens forstander Anton Nielsen holdt sine jævne folkelige foredrag, var altid godt besøgte.

Mads Hansen og Anton Nielsen

En uoverensstemmelse imellem Mads Hansen og Anton Nielsen gjorde, at Mads Hansen overdrog højskolen til Anton Nielsen, men medens Mads Hansen altid befandt sig vel i vennekredsen her, så følte Anton Nielsen sig aldrig hjemme her i sognet, hvorfor han få år efter overtagelsen af skolen flyttede denne til Ollerup.

Vester Skerninge-Hundstrup sangforening 1866

Men jeg tør nok kalde tiden fra 1860 til Mads Hansens død (1880) og højskolens flytning (1882) for en åndelig grotid - navnlig for de unge her i sognet.

Foreningernes sammenkomster fandt fra første færd sted i kroen, hvor den elskværdige kromand, Niels Andersen, Mads Hansens personlige ven - havde stillet sin samlingssal til Dilettantforestilling i Vester Skerninge

Dilettantforestilling i Vester Skerninge til rådighed og her blev Mads Hansens første skuespil bl.a. "Enken" opført af dilettanter. Skønt Andersens efterfølger som kromand - Hans Jeppesen - ligeledes var en velvillig mand, så tilfredsstillede kroen dog ikke i længden som samlingssted, hvorfor Mads Hansen, sammen med nogle venner, der garanterede for bygningssummen, fik rejst et forsamlingshus her i byen.

En af garanterne, slagter Morten Pedersen i Ulbølle, der ejede en grund her, afgav byggeplads og efter at et på samme værende, gammelt hus var afbrudt, blev huset rejst - en vinkelbygning med samlingssal og bolig for en familie - og indviet den 22. november 1875, med sang, foredrag og musik, ligesom der sluttelig opførtes Mads Hansens skuespil: "Guld og glimmer". Han havde i dagens anledning skrevet en sang, hvori han tolker hvad hensigten var med husets rejsning. Da sangen vistnok kun er kendt af få, meddeles den her:

Det er ej nærig og lav forstand,

der lagde grunden til disse mure,

men kærlighed til det agerland,

hvor vi vil drage en frugtbar fure,

til hjertebunden og folkegrunden,

hvoraf vor æt og vi selv er runden

i håb til Gud.

Det er ej trods eller lyst til kiv,

der sten til sten i vort hus har føjet,

men for at værne om vårens liv

vi vore hænder til arbejds bøje

kun for at bygge en skærm til skygge,

en lille skanse til ly og bygge

for spiren spæd.

Det er ikke jag efter gøgl og tant,

der tømred tiljen, hvorpå vi træde,

men for at røre os sundt og sandt,

og for som menneske os at glæde,

at friske vinde en vej må finde

til leg med blomsternes flok herinde

i ungdoms lund.

Det er ej for nemheds farveskær

til hallens smykke, vi vil, skal vindes

men hvad der ædelt og yndigt er

vi ville samle, hvor det end findes,

i bondens have bag borgens grave,

i høje sale og hytter lave

til fælles lyst.